Hjælp bierne.
Otte ting man kan gøre for at hjælpe honningbierne.

Denne side er oversat fra The British Beekeepers' Association (Englands Biavlerforening). Originalteksten er forfattet af Dr. Ivor Davis, PhD., forh.v. formand for the British Beekeepers' Association og sat på den engelske hjemmeside 24. sep. 2008. I oversættelsen er der lavet enkelte tilpasninger til danske forhold.

Dr. Ivor Davis, bimester og bestyrelsesmedlem i Englands Biavlerforening foreslår otte ting, som enhver kan gøre for at hjælpe vore honningbier.

1. Plant bivenlige planter.

Hvor der kun er få forskellige landbrugsafgrøder, er honningbier afhængige af haveblomster for at få en varieret kost af nektar og pollen. Opmuntr honningbier til at besøge din have ved at plante enkeltblomstrende planter og grønsager. Plant og så løs af løgfamilien, alle mynte-arter, bønner og blomstrende krydderplanter. Bier tiltrækkes af bellis-formede blomster - asters og solsikker, også høje planter - stokroser, ridderspore og fingerbøl. Biavlerforeningen har brochurer om bivenlige planter, træer og buske.

2. Bliv biavler.

Det er en morsom, fascinerende og interessant hobby at holde bier - og man får endda sin egen honning på bordet. Lokale biavlerforeninger holder begynderkurser hvert år for at hjælpe nye med at komme i gang med bier, finde udstyret som skal til, og en bifamilie. Andre kurser giver entusiaster mulighed for at blive Kyndige Biavlere.

3. Find plads til bistader.

Mange som kunne tænke sig at holde bier, særligt i byområder, har vanskeligt ved at finde et sikkert sted til deres bifamilie. Hvis du har noget plads i din have, eller kender nogen som har, så kontakt din lokale biavlerforening, og de kan finde en biavler som behøver en plads. Det er forbavsende, som et bistade vil gøre en forskel i en have. Høsten af ærter og bønner vil blive bedre, frugttræer vil bære godt og med velformede frugter, og din have vil summe!

4. Køb lokal honning hvis du kan.

At købe lokal honning hjælper lokale biavlere med at dække omkostningerne ved at bevare bierne. Lokal honning er behandlet naturligt og overholder alle fødevarekrav uden at skade honningen. Den smager anderledes end udenlandsk supermarkeds-honning og har en aroma, som afspejler den lokale blomsterflora.

5. Vær bivenlig.

Når de bliver passet rigtigt, er bier gode naboer og stikker kun, hvis de bliver provokeret. Biavlere har beskyttende tøj på, når de arbejder med bier. Hvis en bi svæver undersøgende foran dig og du er ubeskyttet, så slå IKKE ud med hænderne. Forbliv rolig og bevæg dig langsomt væk, helst ind i skyggen af et skur eller et træ. Bien vil snart tabe interessen. Det er værd at huske, at bier ikke kan lide lugten af alkohol eller "dyre"-lugten af lædertøj, selv urremme. Bier betragter mørkt tøj som en trussel - det kunne være en bjørn! Bier bliver sommetider forvirret af duftende sæber, shampooer og parfumer; det er bedst at undgå nær bistadet.

6. Meld om bisværme.

Sværmning er den naturlige proces, hvorved kolonier af honningbier øger deres antal. Hvis du ser en sværm, så kontakt hurtigst muligt en lokal biavler eller en biavler fra den lokale biavlerforenings sværmfangerliste. Man kan også kontakte den lokale myndighed eller politiet - de vil kontakte en lokal biavler, som henter sværmen. Honningbier i en sværm er sædvanligvis meget fredelige og udgør meget lidt fare. De kan gøres aggressive hvis de forstyrres eller sprøjtes med vand. Bare lad dem være og vent på, at en kompetent biavler kommer til.

7. Opfordr lokale myndigheder til at anvende bivenlige planter på offentlige arealer.

Nogle af landets bedste haver og åbne pladser varetages af lokale myndigheder. Mange er klar over værdien af at anlægge haver, rundkørsler og andre arealer med blomster, som tiltrækker bier. Opfordr din lokale myndighed til at forbedre området, du bor i, med eventyrlige plantearrangementer og tilbyd at hjælpe med at se efter dem, hvis der er mangel på ressourcer.

8. Lær mere om dette fascinerende insekt.

Det er fascinerende at holde bier. Honningbier har været på denne Jord i mindst 25 millioner år og er ideelt tilpasset til deres naturlige miljø. Uden honningbier ville miljøet være dramatisk forringet. Inviter en biavler til at komme og fortælle for en lokal gruppe, du er med i, og give et oplysende foredrag om honningbien og bistadets produkter. Måske tager biavleren også honning med. Honningbier er en del af vores tradition og er den ene af kun to insektarter, som det er lykkedes at gøre til vigtige husdyr.

(Oversat efter artikel af Dr. Ivor Davis, The British Beekeepers' Association.)

Opdateret d. 17.7.2010

Copyright © 2001-2018 Aage Nielsen, All Rights Reserved;